Julen er en fest og til festen hører sig gløgg

Hvorfor ikke prøve en anderledes gløgg i år? Med fermenterede krydderier.

Her ser du, hvad der indgår i gløggekstrakten, som du starter med og som kan holde sig hele gløggsæsonen.

Du kan variere indholdet efter smag, her har vi valgt: Nelliker, allehånde, kanel, stjerneanis, honning samt fermenteret appelsinskal.

Sådan laver du ekstrakten:

Bring en halv kop vand i kog. Imens knuser du krydderierne groft i en morter (eller med en hammer under et tyndt klæde, så de ikke springer).

Tag det kogende vand af ilden, læg krydderierne i og lad også honningen opløses heri.

Når blandingen er afkølet, hældes det på et glas med låg, og de fermenterede appelsinskræller tilsættes. Tilsæt evt. også lidt saft fra glasset med appelsinskræller. Tilsæt derefter ca. 2 dl rød saft, det kan være solbær, kirsebær, hyldebærsaft eller lignende, alt efter det du har til rådighed. Husk blot, at det ikke må være tilsat konserveringsmidler. Saften må godt være pasteuriseret. Pasteurisering er en varmebehandling, som har dræbt de bakterier, der var i saften fra starten, men det betyder ikke noget for fermenteringsprocessen fremadrettet. Det er fordi appelsinskallerne indeholder de mælkesyrebakterier, der skal bruges i processen.

Denne opskrift baserer sig på, at du har fermenterede appelsinskaller i forvejen – og det er da også et absolut must i disse juletider. Dem kan du bruge af, hver gang du skal lave noget med chokolade for eksempel.

Vi bringer snart en opskrift på en julekage med chokoladetop og fermenterede appelsinskaller, så du må hellere se at komme i gang med at fermentere appelsinskaller!

Hvordan gør du?

Du skærer skallen af for eksempel 2 appelsiner, fylder dem på glas og overhælder dem med saften af appelsinerne. Tilsæt en ”starter” eller lad glasset stå åbent på køkkenbordet et par dage. En starter er fermenteret væske eller et andet fermenteringsprodukt. Vi bruger væske fra andre fermenteringsprodukter, som vi allerede har lavet. Du kan ikke bruge et fermenteret mælkeprodukt til den her opskrift, det vil give en grumset væske.

Men hvad gør du, hvis du IKKE har fermenterede appelsinskaller til at starte gløggekstrakten op med?

Hvis du har noget andet, der er fermenteret, kan du bruge lidt af det (men det må ikke være salt selvfølgelig). Ellers må du være lidt tålmodig og for eksempel skrælle et æble fra haven (eller andetsteds fra, som er usprøjtet) og tilsætte skallerne til gløggekstrakten. De naturlige bakterier på skallerne vil starte fermenteringen.

Nu til selve gløggen!

Du varmer rødvin op som sædvanligt og tilsætter sukker efter smag. Dernæst tilsætter du lidt ad gangen af ekstrakten indtil du finder den rigtige balance. Gå forsigtigt frem, for smagen er meget koncentreret i denne ekstrakt.

Du kan naturligvis tilsætte rosiner, mandler og brændevin efter smag og behag.

Nu kommer selvfølgelig spørgsmålet og med rette.

Dør bakterierne ikke ved opvarmning?

Når de fermenterede bakterier varmes op med rødvinen vil de fleste – hvis ikke alle – dø. Derfor opfylder gløggen ikke definitionen på probiotika, men ikke-levende positive bakterier har stadig en stimulerende indflydelse på immunsystemet. Læs mere om dette emne I vores indlæg, der omhandler grundlæggende begreber.

God fornøjelse!

Jimmie og Lisbeth