Artiklen i Jyllandspostens Netavis den 25.22.16:

Antallet af antibiotikarecepter til unge kvinder er »bekymrende« højt

Lægelig praksis ved symptomer på blærebetændelse skal ændres, mener lægernes faglige organisation.

Denne artikel tager fat i en vigtig problemstilling. I 2015 fik 37% kvinder mellem 15 of 29 år udskrevet en recept på antibiotika. Der sættes fokus på blærebetændelse i artiklen, selvom det ikke fremgår, hvorvidt alle disse recepter udskrives på mistanke om blærebetændelse. Blærebetændelse er en hyppig årsag til antibiotikaforbrug for kvinder under 30 år, så det er fair nok at tage problemet op. Der mangler bare oplysning om det konkrete tal på relationen imellem diagnosen blærebetændelse og antibiotikabehandling.

Hovedbudskabet i artiklen er, at antibiotika i halvdelen af tilfældene ikke har virkning, fordi der ved de gennemførte tests viser sig, at der ikke er bakterier i urinen. En af konklusionerne er, at et overdrevent antibiotikaforbrug medfører risiko for resistens og bivirkninger.

Så langt så godt.

Konklusionen i artiklen er, at praktiserende læger skal bruge mere tid på diagnostik – og dermed have flere ressourcer.

Det er også en relevant problemstilling.

Efter vores opfattelse så burde sådan en artikel også fokusere på forebyggelse og ikke kun behandling. Der kunne være bragt nogle gode råd og vejledning til patienten. Det har vi tænkt os at råde bod på og håber vores læsere kan få glæde af de bedste råd fra os.

Hvad kan man selv kan gøre for at forebygge blærebetændelse?

  • Undgå afkøling af lænde- og bækkenregion, som kan forårsages af vådt badetøj, stumpe T-shirts, der bæres langt efter sommeren er overstået. Især overgangen imellem sommer og efterår, og vinter og forår er perioder, hvor mange glemmer, at det er vigtigt at holde lænden varm. Det er populært at sidde ude, så snart man kan. Det er også så dejligt, men husk et lunt uldtæppe, som du kan vikle om lænden, når timerne bliver sene foran bål og pejs.
  • Drik rigeligt med væske, især vand. Blæren skal skylles igennem, så enkelt er det. Det er rent VVS princip.
  • Giv dig tid, når du går på toilettet. Måske tror du, at du har tømt blæren helt, men det er en god idé at  tage den med ro og prøve, om du har lidt mere i blæren, som skal ud. Der er ikke noget, der er så vigtigt, at man ikke kan tage sig tid til at gå på toilettet og tage den med ro til at gøre småt og stort.
  • Renlighed er en selvfølge, da de fleste infektioner skyldes e.colibakterier, som vi får fra afføringen. Hvis man har en tarminfektion med tynd mave, er det en god idé, flere gange om dagen at skylle sig forneden med en telefonbruser. Det minimerer risikoen for at få blærebetændelse.
  • Indtag specifikke fødeemner, som indeholder stoffer, der modvirker blærebetændelse. Det klassiske eksempel er tranebær, som bær (friske eller tørrede) , juice eller kapsler.
  • Mindre kendt er det, at probiotika, dvs. positive bakterier kan forebygge blærebetændelse. Probiotika kan du få enten gennem din kost, hvis du spiser fermenterede produkter, eller du kan spise dem som kosttilskud.

Vores konklusion er, at selvfølgelig skal lægerne i almen praksis ikke udskrive antibiotika, uden at behovet rent faktisk er begrundet, og selvfølgelig skal de have de fornødne ressourcer hertil. Det bliver langt billigere for samfundet på den lange bane.

Først og fremmest skal kvinderne til gengæld selv tage et ansvar for at undgå problemerne, og ikke mindst de, som lider af hyppigt tilbagevendende blærebetændelse.

Sandsynligheden for, at I ikke kan behandles med antibiotika på sigt er mere aktuelt end nogensinde. Det skyldes det stigende problem med resistens.

I kan lige så godt tage fat på det forebyggende arbejde nu!

Fakta:

Den arvelige faktor:

Som for alle andre lidelser, er der også et arveligt element i blærebetændelse. Det kan vise sig som sårbarhed for blæreinfektion og ved blærebetændelse kan det bl.a. være de anatomiske forhold, som udgør problemet. Det betyder i praksis, at blæren hos nogle kan være anatomisk orienteret på en sådan måde, at resturinen (det urin, der er tilbage når man tror, at man har tømt blæren), har større volumen end det, der er normalt for andre mennesker. Der kan være mange andre arvelige faktorer, som er mere sjældne.

Hvorfor er det vigtigt med urinens koncentration?

Urin er ikke bare noget, som vi skal af med og som lugter grimt, når det er opkoncentreret. Urin indeholder mange næringsstoffer og det er det, som landmændene kalder gylle, når det kommer fra dyr. Vi ved alle, at dyreurin (gylle) fremmer væksten af planter, p.gr.a. det høje indhold af kvælstof. Det fremmer ikke kun plantevækst, men også bakterievækst. Nu kan man ikke selv bestemme hvor meget urin, der efterlades i blæren, da det er afhængig af flere faktorer, men man kan bestemme koncentrationen af kvælstof i resturinen (urin der efterlades i blæren imellem hver vandladning). Jo mindre væske man drikker, jo højere bliver koncentrationen af kvælstofmængden i urinen, og jo mere man drikker jo lavere bliver koncentrationen. En gylden regel er, at urin har den rette koncentration, når den ikke har en skarp lugt.

Hvorfor får kvinder oftere blærebetændelse end mænd gør?

Det er simpel anatomi. Kvinders urinrør er kortere end mænds, så bakterierne har ikke så lang vej op til blæren.

Jimmie og Lisbeth