Vi har lige tømt et glas med fermenteret rødkål, Hvad gør man så? Ja, man kan lave mere rødkål, men jeg valgte at snitte rødbedestave og lægge i det glas hvor jeg havde taget rødkålen fra. Simpelthen fordi vi allerede har rigeligt med rødkål her til vintermånederne og vi istedet har brug for nogle sprøde fermenterede rødbeder.

Det vigtige budskab er, at man skal IKKE tømme et glas med fermenterede produkter på den måde mange tømmer andre glas på, nemlig ved at tømme det over en sigte. Glasset med fermenterede produkter skal du tømme med en hulske, eller almindelig ske, og lade det meste væske blive tilbage. På den måde kan du  genbruge væsken og kickstarte din næste portion. Væsken er nemlig fuld af mælkesyrebakterier.

Vi har hentet rødbeder fra egen have og vores erfaring er, at selvom vi har ca. tre graders nattefrost for tiden, ja også her i det sydlige Provence, så klarer rødbederne og rødkålen sig fint. Når meteorologerne varsler særlig kolde nætter, dækker jeg det hele med et tykt lag halm. Det er umagen værd, for intet er så godt som ens egen høst. Der er nogle pletter på rødbedebladene og det er jo blot et tegn på, at vi ikke sprøjter med noget her hos os.

God fermentering

Jimmie og Lisbeth