Foto af rød hyld taget af Lea Beck

Fermenteret hyld (Sambucus nigra) til havebrug

Fermenteringsprocessen er blevet benyttet til meget andet end madlavning. Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet om, hvor væsentlig bakteriebalancen er for haven i forbindelse med den kvælstofdannelse, der sker omkring rødderne på bestemte planter såsom ærter og bønner. I det her blogindlæg handler det mere om fermentering af planter, der derefter kan benyttes som gødning eller pesticid. Bakterierne har altså også her en væsentlig betydning. 

Det er et område, som jeg selv først blev opmærksom på, da jeg for nylig opdagede, hvordan jeg kunne benytte væsken fra mine fermenterede hvidløg til at bekæmpe myrer. Det skete ved et tilfælde, da vi i maj og juni måned havde en voldsom invasion i huset af myrer, og uden vi kunne finde årsagen. I kampen mod de mange uventede gæster, greb vi først til kaffegrums, som de bestemt ikke bryder sig om, men problemet var så omfattende, at vi skulle have kaffegrums liggende langs flere vægge i køkkenet og ligeledes i havestuen. Det er ikke særlig æstetisk smukt at have kaffegrums liggende alle vegne og det afgiver også farve til de pudsede vægge, så vi søgte alternativer.

Tilfældigvis havde vi noget væske fra vores fermenterede hvidløg, som jeg sidste år havde testet med succes i haven på roser, der var angrebet af svampe. Nogle gange griber man i desperation ud efter noget og i dette tilfælde var det hvidløgsvæsken. Lad mig sige, at man skal kunne lide lugten af hvidløg for at bruge det til myrebekæmpelse indendøre.

I kampen mod myrerne, sprøjtede vi væsken direkte på de små indtrængende bæster og det kunne de ikke lide. Det har en umiddelbar effekt. De dør simpelthen. Det lykkedes os efter tre invasioner og gentagne hvidløgssprøjtninger at blive af med dem. 

Hylden (Sambucus nigra) er en af de planter, som både kan anvendes til gødning og til skadedyrsbekæmpelse.

Den oplevelse fik mig til at lave en søgning på nettet, og der fandt jeg flere interessante oplysninger, hvor man specifikt har fermenteret plantedele, og brugt produktet til skadedyrsbekæmpelse. Ikke alene benyttes fermenterede planter til skadedyrsbekæmpelse, men nogle af opløsningerne kan også bruges som gødning.

Hylden (Sambucus nigra) er en de planter, som både kan anvendes til gødning og til skadedyrsbekæmpelse. Det er en fantastisk plante, alene duften af en blomstrende hyld er begrundelse nok for at give den en plads i haven. Duften kan virke helt bedøvende og den vækker med det samme minder om et køligt glas hyldeblomstsaft på terrassen eller en kop varm hyldebærsaft på vinterdage, når infektionerne har overmandet os. Det er gudedrikke, som fylder en med energi. Hylden har så mange gode egenskaber og den er også brugt medicinsk, hvor den bl.a. er kendt for sin antiinflammatoriske virkning. Man kan stort set benytte alle dele af planten, og selv de fermenterede blade kan bruges til at lave produkter til haven. 

HUSK bare, at de grønne bær, blade og stilke fra hylden er giftige ved indtagelse.

Hyldebær gødning

De gavnlige effekter…….

Det er bladene på hylden, der kan bruges i haven. Helt præcist er det lugten fra hylden’s blade, efter de er blevet fermenterede, der virker frastødende på flere skadedyr, så det er ret uskyldig krigsførelse. 

Især muldvarpe og gnavere holder sig væk fra områder, hvor der bliver sprøjtet med en fermenteringsblanding baseret på hyldeblade. Markmusen, som laver meget skade i køkkenhaven, er en af de gnavere, der fortrækker, når den mødes af lugten. 

Hyldegødning opskrift

Høst 1 kilo hyldeblade og hak det godt igennem, før du blander det i 10 liter vand (bedst med regnvand). Blandingen skal stå i skyggen ved en temperatur imellem 15 til 23 grader og du skal huske at røre rundt i blandingen hver dag. Indenfor nogle få dage, vil der dannes bobler (kuldioxid) i blandingen. Når aktiviteten er stoppet, så er blandingen klar til brug. Nu skal du fortynde blandingen til en 10% blanding og derefter kan du bruge den, som gødning. En af fordelene ved hyldegødning er den kraftige lugt, der udvikles, og som mange gnavere ikke bryder sig om.

I pulveriseret form kan blandingen også bruges som insekticid.

God fornøjelse

Lisbeth