Din rødkål skal da være fermenteret i år ikke?
Traditionelt koges rødkål, så der ikke er meget tilbage af vitaminer og andre gavnlige stoffer. Dernæst tilsættes eddike samt sukker. Intet af det er særlig gavnligt for din sundhed. Eddiken er desuden meget sur og gør ikke noget godt for julemiddagens rødvin.
Prøv i stedet en alternativ rødkål, som tillige er meget hurtigere at lave end den traditionelle! Den er mere rund i smagen og kan bruges til alle kødretter i vintermånederne.
Til to 1 L patentlågsglas.
Snit et halvt eller helt rødkålshoved. Skaler selv efter følgende mål:
700 g snittet rødkål (et halvt lille hoved efter at stokken er skåret fra)
300 g revet rå rødbede
2 spsk. fulde salt
krydderier, her er anvendt 15 stk. nelliker
1 L vindruesaft eller anden rød frugtsaft. Økologisk selvfølgelig.
Vand efter behov.
Skiver af rødbede som låg
Så nemt er det.
Snit rødkålen. Skræl rødbeden og riv den groft med rivejern. Bland rødkål, rødbede, salt og nelliker i en skål.
Fyld på glas (for eksempel patentlåg glas eller andet der kan lukkes) og stop blandingen godt i glassene. Fyld op med vindruesaft eller anden rød økologisk frugtsaft, så det dækker. Hvis du ikke har nok saft så fortynd med vand.
Slut af med en skive rødbede som låg til at holde rødkålen nede. Brug desuden en lille kop eller glas eller en rengjort sten til at holde rødbedeskiven under overfladen.
Opbevar i stuetemperatur. Efter ca. 2 uger er rødkålen ”al dente” i konsistens og smager helt fantastisk. Den helt rigtige balance mellem sødme og syrlighed.
Rødkålen kan spises kold som den er, eller lunes før servering. Hvis du luner den skånsomt overlever de fleste bakterier. De har dog også en gavnlig virkning selv om de ikke overlever, idet de ikke behøver at være levende for at stimulere immunsystemet. En skånsom måde at lune rødkålen på er at bringe lidt drue-eller solbærsaft i kog, evt. fortyndet med vand. Når det koger så tag gryden af varmen og bland rødkålen i den varme væske, og lad den stå og trække 5-10 minutter. Denne metode har også den fordel at smagen afrundes lidt, se under tip 2.
Husk! At rødbeden også smager vidunderligt og sagtens kan spises sammen med rødkålen eller for sig selv.
TIP 1 Du kan vælge at tilsætte mange andre typer krydderier end dem, som vi har brugt. Tænk blot på, at de smager mange gange stærkere. når de fermenteres i forhold til, hvis de koges. Brug ca. 1/3 af, hvad du ville gøre, hvis blandingen koges.
TIP 2 Jo længere rødkålen står, jo mere syrlig bliver den. Synes du den er for syrlig, når du skal spise den, ja så tilsæt lidt sød saft en times tid før, du skal bruge den. Synes du den er for salt, så skyl rødkålen i vand før, du spiser den.
Glædelig Jul
Jimmie og Lisbeth