Det sunde hvidløg
Hvidløg er en gudespise og det indeholder mange gavnlige ingredienser og antioxidanter, som f.eks vitamin C, der er en sekundær antioxidant. Det indeholder også vitamin B6, mangan, kobber, selen og svovlholdige aminosyrer, og betragtes som værende så sundt, at man burde spise det hver dag. Mange viger udenom, fordi de ikke vil lugte af hvidløg. Det er i høj grad et kulturelt problem, og formentlig et spørgsmål om, hvad man er vant til. I middelhavslandene er det naturligt at lugte af hvidløg og ingen tager rigtig notits af det.
Hvidløgsånde
Når et hvidløg skæres op eller bliver knust, så lugter og smager det kraftigere end hvis det blev kogt, dampet, bagt eller stegt. Derfor lugter man også mere ud af munden, når man har spist en ret med rå knuste hvidløg, end hvis de er tilberedte.
Den kraftige lugt og smag skyldes dannelsen af Allicin. Aminosyren Alliin omdannes til Allicin i det øjeblik membranen på et fed hvidløg brydes, idet enzymet Alliinase sætter en kemisk proces i gang under processen.
Man kan sige, at jo mere man knuser et hvidløg jo mere Allicin dannes der, og jo mere lugt og smag.
Allicin er en svovlholdig forbindelse, som nogle videnskabelige studier viser har en hæmmende effekt på væksten af tumorer.
Der er mange måder at tilberede hvidløg på og en af dem er fermentering. Her er det traditionel fermentering i saltlage, som vi omtaler. Det sorte hvidløg har vi et indlæg om et andet sted på bloggen. Du kan læse om sorte hvidløg her.
Fermenterede hvidløg opskrift
Det er noget af det mest enkle og hurtige man kan lave og det kan bruges til så uendelig mange ting.
Fjern først yderskallen på hvidløget og del det derefter op i fed, som så pilles og lægges ned i et rengjort patentglas.
Lav en saltopløsning med en spiseskefuld salt til 1L vand, og hæld dit saltvand ned i glasset, så hvidløgene er helt dækket.
Til sidst lægger du et kålblad i toppen af glasset og noget tungt ovenpå kålbladet, så det holdes under vand. Den tunge genstand skal stå i spænd med låget, så alt holdes på plads.
Vi laver dem helt uden nogen form for krydderier, da vi gerne vil have hvidløgene med den rene hvidløgssmag. Så kan de nemlig bruges til mange forskellige retter, saucer og dip. Du kan altid tilføre dine krydderier til retten efter du har tilført fermenterede hvidløg.
Hvidløgene er klar efter et par uger ved stuetemperatur og de kan holde sig meget længe. Vi har nogle, som er lavet for flere måneder siden og de kan stadigvæk spises med stor fornøjelse. Fermenterede hvidløg har en meget kraftig lugt, når man lige åbner glasset. Det er helt normalt og kan måske virke voldsomt, men til gengæld er smagen rund og du får ikke hvidløgsånde.
Blågrønne hvidløg-hvad skete der lige?
Måske har du oplevet det og smidt et helt glas fermenterede hvidløg ud. Det skal du ikke gøre igen. De fejler ikke noget som helst.
Nogle gange kan der ske det, at de fermenterede hvidløg i glasset ændrer farve og bliver blågrønne. Det er en helt naturlig reaktion, når hvidløget kommer i kontakt med en syrlig væske. Dannelsen af mælkesyrebakterier ved fermentering gør væsken i glasset sur og igangsætter en reaktion, hvor Allicin går i forbindelse med aminosyrer i hvidløget og danner ringe af carbon nitrit, pyrroler. Pyrrolerne forbinder sig med hinanden og danner farver. Tre pyrroler forbundet med hinanden danner farven blå, fire danner farven grøn.
Hvidløgene ændrer ikke smag og det er ufarligt at spise dem, det er blot et lille kuriosum og i Kina betragtes det som en delikatesse. Kineserne sylter hvidløg i eddike, så de bliver til jadegrønne hvidløg, kaldet “Laba garlic” til det kinesiske nytår.
Glæd dig til dine fermenterede hvidløg 💜
Jimmie og Lisbeth
Hej Lisbeth og jimmie
Jeg dyrker selv mine hvidløg og fermetere overskuddet her i februar. På den måde er vi selvforsynet med hvidløg, indtil næste høst. Har stadivæk nogle fra sidste års Fermatering og de er stadigvæk super gode.
Vh Helene
Tak for din kommentar Helene
Desværre er vi ikke nået til det niveau endnu. Vi har ikke prøvet at få så mange hvidløg ud af det på en sæson. Vi sidder lige og bliver lidt misundelige 😉 Godt at høre, at du får dem brugt på den måde. 🙂 Lisbeth